Nu er det jul igen!!!

Ja, overskriften siger vel sig selv... Men ja, det begynder at gå op for mig, at julen er lige om hjørnet. I morgen er det 1. søndag i advent og jeg skal prøve at huske V's adventsgave. Ja, for første gang i hendes liv skal hun have adventsgaver. Jeg valgte den model (ja, det er vist mig, der har fundet på det og ikke farmand/Tinsoldaten), da jeg syntes det var nemmere end at finde 24 små ting, der ikke er for dyre, slik og beregnede til børn på V's alder. Derfor blev det adventsgaver. Kedelige adventsgaver. Tøj. Og så et par stykker med legetøj. Men jeg tror, at V er meget godt tilfreds, bare hun kan pakke op. Jeg kan godt mærke, at hun er blevet ældre og mere bevidst. Men hun forstår endnu ikke julen i en sådan omfang, at hun går op i adventsgaver, chokoladekalendere (som hun heller ikke skal have endnu) og hvor mange dage, der er til juleaften. Men det skal nok komme! Måske endda allerede næste år, vi må vel se. 

Her er lidt billeder af stemningen i familien Böttcher Juel Andersen...

Moderen synes naturligvis, at det er AALT for tidligt, at prinsessen har fået interesse for drenge... Men V var vildt begejstret over den lille dreng, der  lige sneg sig ind i vores lille fotoshoot 

Adventskransen anno 2014

Dekorationen med kalenderlyset anno 2014

Muslingen skulle da lige prøve juletøjet

En lille smule samlermani

Jeg indrømmer blankt, at jeg nogle gange (eller ofte, alt efter hvem du spørger) kan have svært ved at smide ting ud. Nogle gange er det af sentimentale årsager, andre gange fordi det med tiden kan blive brugbart og andre gange af helt tredje eller fjerde årsager.

Nå, men i dette tilfælde er det nok årsag nr, 2, måske i kombination med, at denne ting ikke er særligt stor og dermed at det ikke kræver så megen plads at gemme den. Sandt at sige, så handler det nok også om, at jeg ofte helt har glemt at jeg har den. 

Der er simpelthen tale om en p-skive, som jeg julen 2007 fik at min bror (ham jeg tidligere har omtalt, men som jeg ikke har haft kontakt med siden han valgte at bryde med hele familien i 2012, tror jeg det var. Tiden går jo...). Hvorfor det helt præcis blev den gave, skal jeg være usagt, da jeg ikke ejede en bil, om end min daværende kæreste gjorde. Det var da en meget smart p-skive, men da jeg som sagt ikke ejede en bil dengang og heller ikke har gjort det indtil for nyligt, så blev den ligesom aldrig brugt. Jeg har flere gange forsøgt at afsætte den til veninder med bil og vist også en gang til min svigerinde, dog uden held. Jeg syntes det var synd at den skulle ligge ubrugt hen og jeg havde ikke lyst til at smide den ud heller. Det var måske ikke så skidt endda, for nu er jeg nemlig, for første gang i mit liv, blevet bilejer, Ja, bilen er vel både min og min mands, men den står nu en gang i mit navn, og det betyder utroligt meget for mig, selvom den selvfølgelig ikke kun er min :D 

Og p-skiven? Ja, den ligger stadig herhjemme et eller andet sted, men nu er der da en teoretisk mulighed for, at den endelig, efter 7 år i gemmerne, kommer i brug. Altså når jeg får den fundet igen og får mig taget sammen til at montere den i bilen! ;)

Undertegnede med julegave-parkeringsskiven, julen 2007

Man er aldrig for ung til Starbucks!

Efter en god omgang shopping (læs: dagligvare indkøb til vores familiegrillhygge i morgen middag) og dermed udnyttelse på det groveste af Michaels ven og ikke mindst hans bil, tog en et smut indenom den nye Starbucks i Bilka Skalborg. De havde desværre ikke den lækre iceblend (hvilket det selvfølgelig heller ikke hedder hos Starbucks) med chokolade og kokos længere, så det endte med at blive en god, gammel kending og favorit; Strawberries and Cream! Det var et valg som også Victoria billigede. Men hvad, man er vel heller aldrig for ung til Starbucks! ;)

Victoria smager på mors Strawberries and Cream

Den lille familie <3

Strøtanker og frustrationer

Jeg har opdaget at jeg går og er lidt muggen. Måske er det hormoner. Jeg kan vel stadig skyde skylden på hormoner, så længe jeg ammer? Først fandt jeg ud af, at min mødregruppe havde glemt at fortælle mig vi skulle mødes efter jeg havde været syg til det foregående møde. Det er måske bare en ammehjerneforglemmelse, who knows? Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget yderligere ved det, og skummer bare for mig selv lidt... :P

Det kan selvfølgelig også være al den sygdom, der gør mig gal, og ja, det gør mig faktisk også gal! :D Jeg har næsten ikke bestilt andet end at være syg siden jeg fødte prinsessen. Jeg begynder seriøst at tro, at hun har taget mit immunforsvar med sig på vejen ud. Det er vel ikke meget anderledes end dengang min bror, H, The one we don't speak of (hahaha!), sagde, at han havde glemt i akvarium i mors mave. Hyggelig tanke...

Nå, men jeg er i hvert fald rendt ind i den ene forkølelse efter den anden, maveinfluenza, halsbetændelser, you name it! Jeg gider snart ikke mere. I lørdags gik jeg glip af min gode venindes polterabend, da jeg lå i sengen med høj feber og halsbetændelse. Nu satser jeg på at være klar til hendes kombinerede bryllup/barnedåb, hvor jeg også skal stå fadder til hendes søn. Fadder for første gang. Ja, jeg har fået titlen viftet under næsen et par gange før med H's afkom, men er blevet snydt begge gange. Godt gået at den første og hidtil eneste gang jeg skal stå fadder er for en venindes barn og ikke for et familiemedlem. Men hellere være det for nogen der værdsætter en, frem for folk, der bagtaler og tramper på en, samtidig med, at de kalder sig familie. Jeg glæder  mig i hvert fald.

Noget andet, der har naget mig, faktisk det, der har naget mig mest (nu, hvor jeg har haft alt for meget tid til at tænke!), er kontakten med mine tidligere bonusdøtre T og F. Nå ja, eller manglen på samme. Jeg var i deres liv som bonusforælder fra de var 4 og 7 år gamle og 4 ½ år frem. I dag er de snart 14 og 17 år gamle. Da jeg var sammen med deres far sagde den ældste pige T gerne, at hun ville bo hos mig, hvis hendes far og jeg gik fra hinanden. Da vi så gik fra hinanden havde jeg stadig kontakt til pigerne, som jeg sms'ede og skrev med på Facebook. De kom også og besøgte mig og flere gange skrev T om jeg var hjemme, da hun så ville smutte forbi efter skole. Jeg boede ikke så langt fra pigernes skole dengang. Men jeg kunne da godt mærke, at kontakten blev mere sporadisk som tiden gik. Jeg har forståelse for, at andre ting begynder at fylde, efterhånden som man bliver teenager og får kæreste på. Men jeg har hele tiden syntes, at det var/er meget irriterende, at de ikke har husket min fødselsdag. Jeg mener, om ikke andet, så husker Facebook en vel på den slags nu til dags? I år mener jeg ikke, at der var nogen af dem, der huskede dagen. Sidst jeg så pigerne var juni 2012. August 2013 kom min prinsesse, men T og F har endnu ikke været her for at se hende. Det havde jeg godt nok troet de ville. Jeg siger gang på gang, hver, sjælden, gang jeg skriver med dem, at de ved de er mere end velkomne hos mig og Tinsoldaten. Tinsoldaten har også gjort det klart for dem, at han bare synes det er dejligt, at jeg stadig har (havde?) kontakt til dem. Nu gider jeg snart ikke sige det mere, for der sker intet. De fortæller hvor meget de elsker og savner mig, men jeg føler bare det er kvalme, tomme ord. For de VED at de er velkomne i mit hjem og at jeg gerne vil bibeholde kontakten til dem. Men de er åbenbart vokset fra mig. Jeg synes i hvert fald, at jeg stadig er der for dem. For nogle dage siden var jeg lige ved at tro, at T gik forbi mig, da jeg passerede hendes gymnasium. Men det ville hun da ikke bare gøre??? Søde tøsebørn, hvis I læser dette; jeg skriver ikke dette indlæg for at hænge jer ud. Jeg skriver det for at ventilere mine frustrationer over den manglende kontakt. Under alle omstændigheder ønsker jeg det bedste for jer og savner jer.

KRAM! :)

Og for det ikke skal være så negativt alt sammen, så slutter vi lige af med et par forårsbilleder taget med mit elskede spejlreflekskamera (GO SONY!!!)

 

 

 

 

Safety First

Hygge med hygge på

I dag drog vi fire generationer af kvinder i svømmehallen, da min mormor, mor, datter og jeg selv tog i Haraldslund. Det var dejligt at ikke være helt alene med prinsessen i omklædningsrummet, da min mor også kunne tage hende, så hun ikke blev alt for utilfreds. Hun klarede det super godt også denne gang, men jeg kunne da konstatere, at jeg skal ud og købe ny badedragt til hende, IGEN, da den hun har i størrelse 1 år (!!!) er ALT for lille og klemmer både den lille tykke mave og de små tykke lår...

Efter endt svømning tog vi ned på Pandekagehuset og fik lidt at spise og drikke. Det kan i hvert fald varmt anbefales, mums!

Mexicansk pandekage med nachos

 

Sandwich med kylling og bacon

 

Pandekage med frugt og is

 





Boller op og boller ned...

I dag er der blevet bagt til den helt store guldmedalje. Det er nemlig faldet så "heldigt" ud, at jeg BÅDE skal have brød med i Mødregruppen i morgen OG til babysalmesang på tirsdag (som desuden er min fødselsdag).

Det blev grovboller med "fiberbag", da jeg gå mange gode minder om disse boller, som min mor også bagte til mig, da jeg var barn. Desuden står dagen også i familiens tegn, med et frokostbesøg hos mine forældre, sammen med junior prinsessen.

Ha' en dejlig søndag allesammen :-)